Hvad Danmark kan lære af den nordiske esportscene

Danmark nyder ry som en af verdens stærkeste esportnationer takket være hold som Astralis og Heroic, men struktur og politik halter efter flere af de nordiske naboer. Ser man på Finland, Sverige, Norge og Island fremstår en rød tråd af formel anerkendelse, skoleforløb og breddeprojekter, som Danmark kan hente inspiration fra.

Finland blev allerede i 2016 optaget som associeret medlem af landets olympiske komité, og skattemyndighederne behandler siden 2017 professionelle spillere som atleter.

Danmark står fortsat uden fuldt optagelses­forhold mellem Esport Danmark og Danmarks Idrætsforbund, der foreløbig nøjes med et partnerskab om trivsel og foreningsudvikling.

Et klart næste skridt vil være at arbejde for officiel federation­status, så klubber får adgang til de samme statslige puljer som traditionelle idrætsgrene.

I Sverige er esport for længst rykket ind på de gymnasiale sprogfag, og fra 2026 åbner Malmö Sports Gymnasium et stats­godkendt NIU-forløb med 15 pladser årligt til Counter-Strike spillere.

Den danske uddannelses­sektor rummer godt nok efterskole­linjer og enkelte valgfag, men der findes endnu ikke et officialiseret elitetrænings­program på ungdoms­uddannelserne. Et dansk NIU-pendant vil kunne binde elite og uddannelse tættere sammen og sikre at talenter ikke vælger imellem eksamensbevis og professionel drøm.

Norge har løftet esport ind i det klassiske foreningsliv. En undersøgelse fra 2024 viser at den største paraply­organisation tæller 115 frivillige initiativer, hvoraf 92 ligger i eksisterende idrætsklubber.

Danmark har DGI Esport samt flere kommunale tilbud, men udbredelsen er ujævn. Ved at integrere esport sektioner i de etablerede idræts­foreninger kan Danmark kopiere Norges model og drage fordel af de tusindvis af frivillige som allerede driver sport i lokalområderne.

I Island samarbejder byråd og Esports Association om trænings­skemaer, der kombinerer gaming med fysisk aktivitet, og Esports Coaching Academy underviser cirka fire procent af alle islandske børn.

Det danske foreningsliv taler meget om sund balance, men mangler systematiske programmer hvor kost, søvn og motion flettes ind i esports­træningen. Ved at importere den islandske “hel-pakke” model kan klubberne styrke både præstation og trivsel.

Danmark har allerede en unik kommersiel styrke med store arenaevents og velkendte brands som tiltrækker internationale sponsorer, og flere kommuner støtter lokale gaminghuse der skaber arbejdspladser og turistomsætning. Landet råder desuden over stærke mediepartnere som DR og TV 2 der sender e-sport i prime time og giver sporten national synlighed.

Samarbejdet mellem erhvervsliv, offentlige investeringsfonde og erfarne turneringsarrangører placerer Danmark i en markedsposition de fleste lande misunder. Den næste udfordring er at koble denne top til en bred base af skoletilbud, frivillige klubber og statslig anerkendelse, præcis som nabolandene allerede gør, og samtidig sikre langsigtet konkurrencedygtig talentudvikling i hele landet.

Danmark behøver ikke opfinde nye strukturer fra bunden. Ved at hente formel anerkendelse fra Finland, skolemodellen fra Sverige, klubintegrationen fra Norge og den holistiske ungdomstilgang fra Island kan dansk esport bevæge sig fra verdensklasse på scenen til verdensklasse i systemerne bag.

Når disse lag er på plads, vil Danmark ikke blot eksportere tophold, men også en bæredygtig model som resten af Europa kan spejle sig i. Det vil styrke talentpipeline i hele landet, give bedre kønslig balance, tiltrække flere private investeringer, og sikre at esporten fastholder sin relevans i takt med at nye spil og teknologier opstår.